
Velkommen til Sundhedsugen 2026
I år sætter vi fokus på ”Bevægelse i Naturens Rige”. Bevægelse er en hjørnesten i både fysisk og mental sundhed. Når vi bevæger os regelmæssigt, styrker vi kroppen, koncentrationen og overskuddet i hverdagen. Der er i ugens aktiviteter derfor taget udgangspunkt i forskellige vinkler på bevægelse, så vi både kommer omkring små pause-bevægelsesaktiviteter og inspiration til bevægelse som en oplevelse i sig selv.
Bevægelse handler ikke kun om at løbe stærkt eller langt – det handler i høj grad om fællesskab, deltagelse og glæden ved at bevæge sig sammen.
Det handler også om de små og store ting vi gør i vores hverdag, fx havearbejde, støvsugning, lege mm., som også tæller med i dagens bevægelse.
Bevægelse kan også ses i et mere overordnet perspektiv, hvor vi bevæger os mentalt og afprøver nye ting og får nye indsigter.
Uge 17 er lig med Sundhedsuge i Naturens Rige. Men det er også et tidspunkt hvor flere andre temaer er på dagsordenen. Vi har derfor i år valgt at slå os sammen med kommunens klimasekretariat og biblioteket under overskriften ”Liv, læring og bevægelse i uge 17”. Det har vi gjort fordi flere af de aktiviteter vi hver især har fokus på i uge 17 emnemæssigt lapper over hinanden. Vi har derfor også kunnet samle vores kræfter til et fælles kick-off-arrangement, som afholdes lørdag i uge 16.
Ved spørgsmål send en mail til mailto:sundhedsuge@rksk.dk eller ring til Trine Bloch Burmølle

